Tanker fra turen
Jeg rejser meget rundt – i ind- og udland – for at holde foredrag, arbejde med organisationer og dykke ned i alt fra cybersikkerhed og datagidselforhandlinger til ledelsesfilosofi. Det er i mødet med de udfordringer og muligheder, jeg ser i virksomheder og mennesker, at mine tanker begynder at tage form.
Nogle gange inspireres jeg af de komplekse dilemmaer, der opstår i en organisation. Andre gange er det håndteringen af en ledelsesopgave, hvor jeg ikke kan lade være med at tænke: “Her er der plads til forbedring.” Det kan også være, at jeg sidder midt i en samtale om cybersikkerhed og får en idé: Hvordan ville det egentlig se ud, hvis man scammede en scammer og viste det på film?
De små og store oplevelser på mine ture bliver til mine Tanker fra Turen – refleksioner, hvor jeg deler mine observationer og udfordrer os til at tænke en ekstra gang.
Jeg skriver og skaber små film for at informere og underholde. Film, hvor jeg leger med de psykologiske aspekter af scamming og social engineering, eller hvor jeg tager ledelsesmæssige udfordringer under kærlig, men kritisk behandling.
For hvorfor taler vi så meget om teknologiens fremskridt og glemmer den menneskelige faktor, der ofte står tilbage som det svageste led? Hvad sker der med vores forståelse af ledelse, når compassion og retning skilles ad, som om de ikke hører sammen? Og hvorfor tager vi os ikke tid til at stoppe op og se på os selv med lidt mere nysgerrighed – og et smil?
Jeg skriver og skaber ikke for at belære, men for at inspirere og udfordre. Jeg inviterer til refleksion, fordi jeg tror på, at vi bliver klogere, når vi tør tænke sammen – og grine lidt af det hele undervejs.
Følg med på LinkedIn – måske finder du også noget at undre dig over.
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes